tirsdag den 19. juni 2012

Skulle det nu være så svært? Macarons

Se lige nogle skønheder jeg fik lavet i første forsøg!
Jeg var på besøg hos forældrene i København i weekenden. Det lykkedes mig heller ikke denne gang at lokke min mor med i Torvehallerne. Til gengæld var vi på en lille hyggelig bytur hvor vi spiste på Rizraz og købte stort ind i Skjalm P. (den mest awesome butik i hele København) Hvad de ikke har af køkken-dimser er simpelthen ikke værd at eje.

Jeg fik dimser for 400 kroner. Et silikone bagepapir til macarons - uden forhøjninger, så det kan bruges til andre ting også. Et stegetermometer og - wait for it - et udstikkersæt! Så nu føler jeg mig rigtig pro.

Udstikkersæt, frysetørrede hindbær, stegetermometer mm.

Men hvorfor skulle jeg have macaron-bagepapir? Jeg har aldrig smagt eller bagt den lille, nuttede, mysterieomspundne franske kage, og jeg er sådan cirka et helt år for sent på macaron-moden. Men det lå bare der på hylden, og når det nu var mor der gav, så skulle jeg altså have det!

Og i dag købte jeg så ind til macarons. At det skal være så svært at finde mandelmel er mig en gåde! Jeg var i 4 butikker før jeg fandt det - og så til 28,- for 100 gram! Så skal man sgu ikke fejle mange gange før SU'en slipper op.

Jeg lavede mine kager med chai-chokolade smag og chokolade ganache som fyld. Det endte med at smage henad brunkager.. Jeg er ikke sikker på om det er godt eller skidt!

Jeg brugte opskriften fra Anne au Chocolat, men lavede kun en halv portion, og tilsatte indholdet fra to tebreve med chai-smag. Og det var altså nervepirrende. Efter at have læst hvordan det er mislykkedes for så mange andre, mendet lykkedes! Blanke skaller med de fineste fødder.



Om nom nom.

søndag den 10. juni 2012

Chokoladepandekager med vanillecreme


Chokoladepandekager som du aldrig har fået dem før.

Chokoladepandekager:
  • 4 dl mel
  • 3 spsk sukker
  • 1 lille tsk salt
  • vanillekorn eller vanillesukker
  • 1,5 tsk bagepulver
  • 3 - 4 spsk kakaopulver
  • 2 æg
  • 2,5 - 3 dl mælk
  • 80 gram smeltet, mørk chokolade
  • smør til stegning
Bland alle de tørre ingredienser i en skål, og start med at slå de to æg ud. Pisk til massen er helt tyk, sådan slipper du for klumper. Hvis det ikke helt er nok med æggene, så tilsæt ½ dl af mælken også. Tilsæt resten af mælken og pisk grundigt. Dejen skal være lidt tykkere end normal pandekagedej. Smelt chokoladen i mikroovnen - eller over vandbad hvis du har den slags tålmodighed - og tilsæt lidt efter lidt mens du pisker.

Da der er bagepulver i dejen, skal de bages med det samme. Hvis du er heldig, og ejer en blinis-pande, så kan den med fordel bruges.

Pandekagerne kan serveres med alt muligt. Jeg serverede dem med råcreme, fordi det var lettest at lave. Frisk frugt, specielt jordbær, ville helt sikkert også gå rigtig godt til.

Råcreme:
  • 25 gram sukker
  • 2 past. æggeblommer
  • korn fra 1 vanillestang
  • 2,5 dl piskefløde
Pisk æggehviderne med sukker og vanille, til det er hvidt og skummende. Pisk fløden til skum i en anden skål og vend det sammen med de piskede æg.

lørdag den 9. juni 2012

Kun 3 tilbage

Whoop whoop! Jeg mangler kun 3 faste læsere mere før jeg holder giveaway.

Jeg ser frem til at få ferie om 20 dage, for den seneste måned har virkelig været hektisk. I går faldt jeg i en koma-lignende søvn på min kærestes mave, i samme øjeblik jeg lagde mig, og vågnede to timer senere, og opdagede at han havde lavet aftensmaden ( <3 )

Ud over det er jeg begyndt at spille cello og styrketræne igen, så jeg mangler IKKE ting at lave.

Det var bare lige det jeg ville sige - hej!

tirsdag den 24. april 2012

'After Eight' kage med mandelbunde


Du skal nok ikke være alt for bekymret om dit taljemål hvis du har tænkt dig at spise mere end et stykke af den her. Det er ikke fordi den er super-duper slem, men jeg tror nemt den runder de 4-500 kcal per 100 gram.

After Eight Lagkage

Bunde:
  • Mandler 150 g
  • Æg 4 stk
  • Sukker 150 g
  • Mel 60 g
  • Kartoffelmel 2 spsk
  • Bagepulver 1 tsk
Hvis du ikke gider at stå og blende mandlerne kan du også købe færdigt mandelmel. Hvis ikke skal du finde din foodprocessor frem. Blend mandlerne så fint som du kan. Ideelt skal det være så fint at det hele kan komme gennem en si, men hvis det er lidt grovere gør det heller ikke noget.

Nogen vil have at mandlerne skal smuttes først, men jeg foretrækker dem med skal. Jeg synes de mister smag når de bliver smuttet.

Slå dine æg ud i en skål og hæld lidt af sukkeret ved. Pisk det med en håndmikser, og kom resten af sukkeret i efter et minuts tid. Nu skal det hele piskes i cirka 5 minutter, til det bliver til en tyk og luftig æggesnaps. Vend forsigtigt alle de tørre ingredienser i æggene. Husk at sigte det hele så der ikke er klumper.

Tegn cirkler på bagepapir i den størrelse bundene skal have (20 cm i diameter passer nogenlunde), og fordel dejen. Bundene skal bage i 10 - 12 minutter ved 200 grader i en almindelig ovn. Hvis de er for blege, så giv dem lidt længere.

Når de er kølet af kan de nænsomt tages af papiret

Ganache:
  • Mælkechokolade 100 g
  • Chokolade 70%, 100 g
  • Fløde 150 ml
Hak chokoladen groft og kom det i en skål. Hæld fløden i en lille gryde og sæt det til at koge. Når fløden koger (hold øje med den!) hældes den over chokoladen og der røres nænsomt til chokoladen er smeltet.

Stil skålen til side (ikke køleskab), og gå i gang med din smørcreme.

Smørcreme:
  • Vand 1 dl
  • Sukker 200 g
  • Æggeblomme past. 1 stk
  • Smør u. salt 250 g (brug rigtigt smør, ikke noget med blandingsprodukter!)
  • Pebermynteessens
Nu synes jeg selv at smørcreme kan blive ret vammelt, hvis det er den variation der mest består af smør og så lidt flormelis. Så jeg har fundet den her opskrift ude på det store internet. Jeg vil ikke gå dybere ind i fremgangsmetoden da der er en glimrende video på siden der forklarer det hele perfekt. det eneste jeg gjorde anderledes var at jeg piskede det med en håndmikser og jeg tilføjede min smagsgiver til smørret og ikke sukkeret.

Pynt (forslag):
  • Flødeskum til pynt på siderne, evt. med hakkede mynteblade i eller mere pebermynteessens.
  • Evt. rigtige After Eight til pynt på toppen.
  • Eller grøn marcipan der formes til blade.
  • Alternativt kan der laves små chokolade-dimser der kan sættes på kagen når de størkner.

mandag den 23. april 2012

Laks med urter og bagte rodfrugter


Som det nok er tydeligt har jeg fundet mit kamera. Heldigvis. Jeg var lige ved at blive rimelig nervøs, for det er nemlig ikke mit, men et jeg har på lån fra min skole.

Jeg syntes også det var ved at være pinligt at det var så længe siden jeg havde madblogget, så jeg tog mig selv kraftigt i nakken i går og lavede ordentlig aftensmad (næsten uden snyd). Det blev til bagt laks med friske krydderurter, rodfrugter med forskellige krydderier og så en salat med de fineste små økologiske radiser. Sovsen er rent snyd. Ni kroner i Netto, men sovs er stadig ikke min stærke side.

Men det blev en ubetinget succes! Selv min kæreste som kan være en lille bitte *host-host* smule kræsen, spiste op og slikkede tallerkenen. Og så var det meste lavet med lækre øko-grøntsager fra Odense Fødevarefællesskab.

Bagt laks med krydderurter og rodfrugter
  • 4 stykker laks
  • olie
  • friske krydderurter (jeg brugte kørvel, purløg og porre)
  • salt og peber
Smør et lille ovnfast fad med olie og læg laksen i med skindsiden nedad. Hak dine urter meget fint på et skærebræt sammen med salt og lidt peber. Bland lidt olie i, så det bedre hænger sammen og fordel det oven på laksen. Tryk det 'fast' på laksen og stil det til side.
  • 1 kilo kartofler
  • ½ kilo jordskokker
  • 1 stort løg
  • 6 - 8 fed hvidløg
  • krydderier (salt, paprika, karry, timian, garam masala mm. alt efter smag)
  • 2 spsk olie
Rens kartofler og jordskokker. Jeg skrubbede dem bare grundigt, for jeg hader at skrælle kartofler. Rodfrugterne samt løget skæres groft ud og hvidløgene pilles og tilsættes hele. Bland hele molevitten med olie og krydderier og bag det i ovnen ved 225 grader i en halv time til 3 kvarter. Det kommer meget an på hvor store stykker du har skåret det ud i.

Laksen skal også bages. Den skal have cirka 10 minutter ved 225 grader, så du kan passende sætte den ind når det andet er ved at være færdigt. Laks må hellere få for lidt end for meget! Urterne skal ikke blive sorte.

Hele molevitten serveres med en frisk salat og sovs efter eget valg. Hvis man er lidt doven så anbefaler jeg jeg gerne en færdig salat fra supermarkedet.